Danepork fik d. 25. juni overrakt miljødiplom som bevis på, at slagteriet arbejder med bæredygtighed for både virksomhed og miljø.
Slagteriet Danepork i St. Lihme har gennem de seneste måneder arbejdet på at få en plan klar for, hvordan man fremover kan arbejde med bæredygtigheden i virksomheden.
Medlemskab af erhvervsnetværket Green Network i Vejle har resulteret i, at der nu ligger en miljøredegørelse klar, som fortæller om Daneporks målsætninger for bæredygtigheden i fremtiden.
Det blev d. 25. juni markeret meden diplomoverrækkelse på adressen i St. Lihme, hvor Green Network overrakte diplomet og et flag, som viser, at der arbejdes aktiv med Daneporks miljøpåvirkning.
Godt signal til omverdenen
”Det handler om, at vi får synliggjort, at vi arbejder med miljøpolitikken. Det er et godt signal at sende til
omverdenen, og vi er ved at være i mål med de ting, vi har arbejdet med, ”fortæller direktør Leo Grønvall.
Samtidig er miljødiplomet også et udtryk for, at man på slagteriet er blevet bevidst om, at miljøarbejdet ikke altid har været lige godt.
” Der har ikke altid været styr på det før. Det har været ubevidst, men nu har vi fået fokus på området og det glæder os, ” fortæller Leo Grønvall.
Til at overrække diplomet ved ceremonien var Søren Peschardt (S), som ud over at være viceborgmester i Vejle Kommune også er næstformand i bestyrelsen for Green Network.
” Som næstformand i Green Network er jeg glad for, at have fået Danepork med som medlem, og hvis jeg tager kasketten som viceborgmester på, så er jeg ekstra glad for, at man arbejder med miljøet her på stedet. Det er ingen hemmelighed, at der har været nogle problemer, men det her er et godt afsæt for at udvikle og fremtidssikre denne virksomhed, ” fortalt Søren Peschardt, da det synlige bevis blev overrakt i form af et diplom.
Konkret kommer virksomheden til at arbejde med for eksempel energiforbruget og målsætninger på områder som miljøpåvirkning og arbejdsmiljø.
Om tre år skal der igen laves en redegørelse, som samler op på arbejdet med de forskellige områder.
Foruden Danepork fik også Handicaphjemmet i Brejning overrakt diplom af viceborgmester Søren Peschardt d. 25. juni. Skansebakken fik for tredje gang diplom for at have udarbejdet en bæredygtighedsrapport, der dokumenterer både miljø, arbejdsmiljø og socialt engagement.