Initiativet “Go Carbon Neutral” blev med stor succes lanceret til Brussels SDG Summit i sidste uge, hvor Green Network, LM Wind Power og CSR Europe i partnerskab gennemførte et train-the-trainer forløb for ca. 40 nationale partnerorganisationer fra hele Europa.
En uges tid forinden gennemførte Green Network og LM Wind Power en pilottest af train-the trainer forløbet (inkl. spillet “Go Carbon Neutral!”) for særligt interesserede partnervirksomheder i Green Network. De gennemførte en komplet første version af forløbet og havde mulighed for at komme med feedback herpå, som var afgørende for udformningen af det forløb, som blev lanceret i Bruxelles.
CO2-neutralitet kan forekomme en smule uhåndgribeligt og være vanskeligt at tilgå som virksomhed, men at opnå CO2-neutralitet kan være et vigtigt bidrag til en mere bæredygtig verden. “Go Carbon Neutral!”-spillet har til hensigt at inspirere og oplyse spillerne om, hvordan man som virksomhed kan blive CO2-neutral. Spillet simulerer opbygningen af et program forCO2-neutralitet og train-the-trainer forløbet forklarer og uddyber derudover de grundlæggende termer og koncepter indenfor “de 10 trin mod CO2-neutralitet“.
Train-the-trainer programmet lærer deltagerne at facilitere “Go Carbon Neutral!”-spillet, som skal inspirere og oplyse spillerne om, hvordan man som virksomhed kan blive CO2-neutral. Spillet er udviklet af LM Wind Power, som sammen med Green Network har udviklet train-the-trainer forløbet, der udbydes i partnerskab med CSR Europe.
På billedet nedenfor ses fire “Go Carbon Neutral!” spil i fuld gang. Der var deltagere fra mere end 40 National Partner Organizations, som samlet set når 10.000 virksomheder i 30 europæiske lande.