CSR Advisors Denmark ser dagens lys!

Green Network er medstifter af CSR Advisors Denmark, som er et nyt netværk med fire garvede CSR-konsulentfirmaer, som fremover hjælper danske virksomheder og organisationer til at opnå vækst, øget overskud, færre risici og forbedret image

Normalt ville Konsulenthuset for Socialøkonomi, Green Network, Sustainable Business Solutions og CSR-rådgivning.dk have konkurreret på livet løs – og det gør de faktisk stadig. Fremover vil de dog også samarbejde tæt om at hjælpe virksomheder og organisationer med at tjene penge og opnå vækst samtidig med, at de bekæmper de største problemer, som verden slås med.

Værdien for virksomheder og organisationer ligger blandt andet i at arbejde målrettet med at reducere sit energiforbrug, omlægge til grønne energiformer, bekæmpe korruption, indføre cirkulære kredsløb for alle materialestrømme og indgå i partnerskaber med andre virksomheder.

Alle typer private virksomheder og offentlige organisationer uanset størrelse, branche eller sektor vil kunne få hjælp fra det nye netværk.

 

CSR skaber vækst og kommerciel værdi

Hvis CSR gribes rigtigt an, vil det lede til højere omsætning, lavere omkostninger, forbedret image og reducerede forretningsmæssige risici.

CSR er også et vigtigt parameter til at tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere. En klar og ærlig kommunikation om mål og opnåede CSR-resultater er i stigende grad afgørende for, om kunderne ønsker at købe virksomhedens varer eller ydelser.

 

Det nye CSR-netværk

Rådgivningen er baseret på den nyeste og mest relevante CSR-viden. Dette sikres gennem systematisk og tæt faglig sparring mellem alle de ansatte CSR-konsulenter og løbende uddannelse, kurser og konferencer.

Rådgivning om fx CSR-strategi, CSR-rapportering, socialøkonomiske virksomheder, cirkulær økonomi, anti-korruption, CSR-politikker, ansvarlig leverandørstyring, arbejdsmiljø er blandt de områder CSR Advisors Denmark tilbyder.

 

Gennemsigtighed i rådgivningsbranchen

CSR Advisors Denmark ønsker at bidrage til gennemsigtighed i rådgivningsbranchen. Hjemmesiden indeholder derfor links direkte til 100 andre CSR-rådgivere og 75 organisationer, standarder og initiativer indenfor CSR-verdenen – et vigtigt overblik til danske ledere.

Læs mere her :www.csr-advisors.dk