Også i fremtiden er der store opgaver for Green Network, forsikrede Vejles Borgmester, Arne Sigtenbjerggaard, i sin tale ved Green Networks 20 års jubilæum
Green Network kommer til at spille en afgørende rolle i forhold til Vejle Kommunes arbejde i Rockefeller Foundations netværk “100 Resilient Cities” Her skal Vejle Kommune sammen med blandt andre New York og Rio de Janeiro udvikle modstandsdygtighed mod langsomt voksende trusler,og Vejles fokus er ikke mindst på klima- og miljøforandringer som fx stigende verdenshave.
Green Network afholdt d. 4. november 20 års jubilæumsreception, og i anledningen af den runde fødselsdag mødtes knap 100 erhvervsvirksomheder, samarbejdspartnere og kommuner i Trekantområdet i Green Tech Center i Vejle Nord.
Netværket spiller ny rolle
Green Network blev etableret for at hjælpe virksomheder i arbejdet med social- og miljømæssig ansvarlighed. Men på fødselsdagen afslørede borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V), hvilke tanker han har om Green Network i forhold til Resilient Cities-samarbejdet.
– Green Network er blevet endnu vigtigere, efter at vi er blevet Resilience-by. Foreningen har udviklet sig til at være et videns- og kompetencecenter med en bred palette af værktøjer, der både på strategisk og praktisk plan kan hjælpe virksomhederne til at blive modstandsdygtige over for fremtidens udfordringer og skabe vækst og job, siger Arne Sigtenbjerggaard.
Vejle Kommune har været medlem af Green Network i 20 år, og var med til at oprette foreningen i 1994.
– Det 20-årige samarbejde med Green Network har givet værdifuld læring og gode, konkrete værktøjer for både kommunen og virksomhederne. Værktøjer som også er vigtige i det fremtidige arbejde med bæredygtighed og jobskabelse i Vejle Kommune, sagde Arne Sigtenbjerggaard.
Hos Green Network er direktør, Kenneth Hald Jensen, stolt af de rosende ord fra borgmesterens tale til jubilæet, og han ser frem til samarbejdet omkring “100 Resilient Cities” i Vejle.
– Vi arbejder hårdt på at tilbyde de bedste værktøjer og løsninger, som vores medlemsvirksomheder i Vejle Kommune og resten af trekantområdet har behov for til at skabe bæredygtig vækst og jobs. Fra 2013 til 2014 har vi blandt andet fordoblet antallet af arrangementer og gjort vores kurser gratis. Det har medlemmerne taget rigtig god imod, siger Kenneth Hald Jensen.
Udover Arne Sigtenbjerggaard var vicedirektør i Vestas, Morten Albæk, Novo Nordisks tidligere direktør, Mads Øvlisen, og flere medlemsvirksomheder på talerstolen.
Green Networks formål er at tilbyde medlemmerne viden og værktøjer til at skabe bæredygtig vækst og udvikling til gavn for virksomhederne og samfundet generelt. Siden 1994 har medlemmerne gennemført flere end 1000 redegørelser, der kortlægger og optimerer virksomhedernes miljøpåvirkning, arbejdsmiljø og sociale engagement, samt deltaget i mere end 400 kurser og projekter.