TREFOR er igen på banen med opbakning til aktiviteter i Trekantområdet. Denne gang som vært ved et side-event til CSR Awards 2015 i Vejle. Her vil energikkoncernen præsentere deres nyudviklede elkøretøj TRIPL.
Flere af Trekantområdets største virksomheder spiller en aktiv rolle ved CSR Awards 2015, der afholdes i Vejle d. 7. oktober. Således også mange-årige medlem af Green Network, energikoncernen TREFOR, der ønsker at sætte fokus på bæredygtighed og fortsat udvikling af Trekantområdet.
”Temaet for CSR Awards 2015 handler i år om bæredygtig vækst, som er en dagsorden, vi har helt inde på livet af forretningen i TREFOR, når det gælder skabelse af arbejdspladser og forretningsudvikling i Trekantområdet. Samtidig vil vi gerne bakke op om at give erhvervsfolk, politikere og kunder en god oplevelse i Vejle,” fortæller Knud Steen Larsen, adm. direktør hos TREFOR.
Vejle Kommunes borgmester, Arne Sigtenbjerggard, glæder sig over, at TREFOR bakker op om CSR Awards 2015.
”TREFORs mangeårige støtte til aktiviteter i Trekantområdet er et vigtigt bidrag til at muliggøre store begivenheder, der samler vores borgere og erhvervsliv. Derfor glæder det mig, at TREFOR nu også har valgt at bakke op om CSR Awards 2015, som sætter fokus på en central dagsorden for Vejle Kommune og vores erhvervsliv, ” fortæller borgmester Arne Sigtenbjerggaard.
Præsenterer banebrydende elkøretøj ved side-event
En del af motivationen for TREFORs deltagelse i CSR Awards 2015 er ønsket om at præsentere koncernens nyudviklede elkøretøj, TRIPL, beregnet til bæredygtig vareudbringning i indre by. Den bliver præsenteret ved TREFORs side-event om ‘Bæredygtig transportløsninger.
”Som en af landets store energikoncerner, der leverer energi- og serviceydelser i hele Danmark, har vi naturligvis fokus på energirigtige og klimavenlige løsninger, og vi glæder os til at præsentere vores egenudviklede elkøretøj TRIPL, hvor design, teknik, miljøbevidsthed og innovation er gået hånd i hånd. TRIPL kan sikre større effektivitet, bedre udnyttelse af ressourcerne og mindre miljøpåvirkning. Vi glæder os til at vise TRIPL frem ved CSR Awards, som danner en perfekt ramme for så innovativt et elkøretøj,” siger Knud Steen Larsen.
Hurtig og smidig bytransport
TRIPL’s design tillader det trehjulede elkøretøj at være både hurtigt og smidigt, så den let kommer frem i byrummet. TRIPLs fremkommelighed vil ifølge Knud Steen Larsen være med til at løse udfordringerne med trængsel i byerne, som blandt andet skabes af godstransport i de snævre byrum. Dertil vil den være med til at forbedre både klima og miljø, da elkøretøjet er støjsvagt og ikke udleder CO2.
Vejle Kommune er vært for CSR Awards 2015 i samarbejde med erhvervsnetværket Green Network og CSR fonden. CSR Awards hylder de bedste virksomheder til bæredygtighed og samler op mod 1000 erhvervsfolk og politikere til faglig forening, debat og festmiddag i Spektrum Vejle d. 7. oktober.
Læs mere om CSR Awards og TREFORs side-event her