Tre virksomheder i Fredericia fik torsdag d. 11. juni overrakt diplom og flag af Borgmester Jacob Bjerregaard sammen med erhvervsnetværket Green Network som bevis på deres miljø- og/eller arbejdsmiljøindsats.
Carlsberg Supply Company Denmark A/S, vognmandsforretningen P. Fournaise A/S og industrigasselskabet AGA fik torsdag hæder af Borgmester Jacob Bjerregaard, der sammen med erhvervsnetværket Green Network overrakte diplom og flag som bevis på virksomhedernes miljø- og/eller arbejdsmiljøindsats.
” En målrettet indsats for et godt miljø og et sundt arbejdsmiljø er vigtigt for at drive en holdbar og konkurrencedygtig virksomhed i Danmark. Derfor er jeg stolt af at kunne anerkende tre lokale virksomheder her i Fredericia for at være på forkant, ” siger Borgmester Jacob Bjerregaard.
De tre virksomheder har kortlagt henholdsvis deres miljøpåvirkning og/eller arbejdsmiljø og desuden opstillet mål og handlingsplaner for det kommende års arbejde. Således har virksomhederne fået fornyet deres certifikater (ISO14001/OHSAS 18001, red.) inden for de respektive områder, og som bevis herpå får de diplom og flag fra Green Network, hvor de er medlemmer.
”Det er 19. år i træk, at vi uddeler diplomer til vores medlemsvirksomheder her i Fredericia. Vi har mange loyale medlemmer i kommunen, der arbejder seriøst med miljø- og arbejdsmiljødagsordenen, og hvert år glæder vi os til at overrække beviserne på deres indsatser. De er samtidig bevis på, at det virkelig betaler sig at tage samfundsansvar, ” fortæller Kenneth Hald Jensen, adm. direktør i Green Network.
Carlsberg reducerede omkostningerne med 5,5 mio. kr. 2014
Hos Carlsberg i Fredericia produceres bryggeriets populære øl, læskedrikke og cider døgnet rundt. For at producere forbruges væsentlige mængder varme, el og vand.
Det er 8. gang, at Carlsberg i Fredericia modtager diplom fra Green Network. De har kontinuerligt fokus på at reducere omkostningerne i produktionen, og fra 2013 til 2014 er det lykkedes at reducere varmeforbruget med ca. 10.000.000 kWh, hvilket svarer til ca. 2100 familiers varmeforbrug, og el-forbruget med ca. 1.800.000 kWh, hvilket svarer til ca. 290 familiers elforbrug.
Både øl- og læskedriksproduktion er energi- og vandkrævende processer, men investeringer i reduceret miljøpåvirkning styrker både økonomien og moralen hos bryggeriet.
”Vi kortlægger løbende vores miljøpåvirkning sammen med vores medarbejdere og laver handlingsplaner for de områder, der kan optimeres på. Det giver kontante fordele. Helt præcis 5,5 mio. kr. sidste år, og det er noget, vi alle er stolte af ” fortæller Karsten Østergaard, Forsyningschef hos Carlsberg.
Hvert år forbruger bryggeriet i Fredericia ca. 39 mio. kWh el i alt, men konstant fokus på energiledelse og adfærd giver ifølge energikonsulent hos Carlsberg, Bjarne Pedersen, væsentlige besparelser år efter år.
”Det væsentligste er, at vi bruger vore ressourcer optimalt” siger Bjarne Pedersen.
Store besparelser på varme
I forbindelse med brygprocessen anvendes meget varme. En ide fra en medarbejder i Energicentret til udskiftning af varmerør har givet en stor besparelse på netop varme. Han beregnede en besparelse på ca. 1 mio. kr./år (ca. 3.300.000 kWh). Dette har medført en væsentlig besparelse på varmeforbruget.
Store reduktioner i vand og spildevand
Foruden vandet til ølbrygning, bruger Carlsberg årligt 1,6 mill. m3 vand til bl.a. rensning af flasker i en skyllemaskine. Der går typisk 0,6 L vand til rensning af en tom ølflaske, men siden 2013 er det lykkedes at reducere vandforbruget til rensning af en flaske med gennemsnitligt 0,1 L. På årsbasis giver det en besparelse på 21.700.000 liter vand til rensning af de flasker, Carlsberg får tomme tilbage. Det svarer til 472 personers vandforbrug pr. år.
”Reduktion på skyllemaskinen er en opgave, der er løst med medarbejderinddragelse og med stort engagement fra medarbejderne. Reduktionen i maskinens forbrug er 30% under hvad leverandøren foreskriver, at den skal bruge efter endt løsning af opgaven”, siger Bjarne Pedersen, Energikonsulent.
92 % genanvendelse af affaldet
Carlsberg har et mål om at nyttiggøre alt sit affald for at reducere sin miljøpåvirkning mest muligt. Indtil videre er det mål nået med næsten 92 % genanvendelse i samarbejde med P. Fournaise, der også modtager miljødiplom.
”Den flotte genanvendelses-% er resultatet af flere års fokus på kildesortering sammen med bl.a. en af de andre diplommodtagere, P. Fournaise, så vi kan minimere genanvendeligt affald, der havner i brændbart eller i deponi. Fx har vi store mængder pap, glas og plast til genanvendelse. Det er derfor vigtigt, at det vi vælger at skille os af med er kildesorteret, så det kan køres til genanvendelse. På den måde reducerer vi vores miljømæssige aftryk,” fortæller Susanne Pedersen, miljøkoordinator, og tilføjer ”det er dog nødvendigt med vores fantastiske ildsjæle og kolleger, der bakker op om kildesorteringen, for at det kan lykkes.”
Foruden Carlsberg Supply Company Denmark A/S, vognmandsforretningen P. Fournaise A/S og industrigasselskabet AGA skal modtager Caverion og Messe C også miljødiplom i år. Dog først senere på året.