Vejle d. 17. december 2020
Bliv ’Reviewed By Green Network’ og styrk jeres CSR-position
Green Network udvider partnerskabsfordelene i januar 2021 med et nyt element, der skal styrke partnervirksomhedernes CSR-kommunikation. Elementet hedder ”Reviewed By Green Network” og vil være et kvalitetsstempel, hvor vores CSR-konsulenter gennemlæser og giver feedback på CSR/bæredygtighedsmaterialet. Med 25 års CSR-erfaring ønsker Green Network at hjælpe virksomheder med at gøre deres CSR-indsats endnu bedre.
Med en stigende tendens indenfor CSR-verden om, at der skal mere data ind i rapporterne, og en sammenhæng mellem ens strategi og målsætninger har Green Network udarbejdet konceptet ”Reviewed By Green Network”. Som noget helt nyt tager vi vores mangeårige erfaringer fra arbejdet med godkendelse af miljø- og arbejdsmiljørapporter, og overfører dette til det bredere arbejde med CSR/Bæredygtighed. Derfor kan man fra januar 2021, som en del af partnerskabet med Green Network, få gennemlæst ens CSR/COP rapport eller andet bæredygtighedsmateriale af konsulenter fra Green Network og modtage feedback på dette.
”Med Reviewed By Green Network får man gennemlæst f.eks. sin CSR-rapport og får feedback og forslag til ændringer, der kan styrke ens materiale og ens virksomhed. Hvis man efterfølgende har behov for yderligere hjælp til implementering, så står vi også klar”, siger Kasper Schmidt, CSR rådgiver hos Green Network.
Feedbacken vil dække en lang række punkter, defineret af Green Network, på baggrund af mange års erfaringer med rådgivning af virksomheder indenfor CSR- og bæredygtighedsrapportering, samt viden fra miljø- og arbejdsmiljøskabelonerne, der allerede er tilgængelige for partnervirksomhederne. Processen for ’Reviewed By Green Network’ foregår ved at virksomheder indsender deres materiale til Green Network, der vil gennemlæse og give feedback på materialet efter vores skabelon. Der medfølger samtidig besked om hvorvidt materialet kan godkendes til reviewed by-logoet. Hvis ikke, skal feedbacken implementeres og materialet sendes ind igen for at få tilsendt ”Reviewed By Green Network” stemplet til rapporten.
Man har mulighed for at tilkøbe yderligere hjælp til at implementere ændringer, f.eks. gennem en fysisk eller virtuel workshop, hvor vi med udgangspunkt i feedbacken vil gennemgå materialet sammen og kommentere yderligere, eller man kan bede vores konsulenter udarbejde/implementere ændringer. Dette afregnes efter forbrugt tid, hvor man som partnervirksomhed får rabat på timeprisen.
Om Green Network
Green Network A/S er et CSR videns- og træningscenter, beliggende i Vejle, der arbejder for at fremme bæredygtig udvikling og vækst hos vores partnervirksomheder. I mere end 25 år har vi inspireret og udviklet vores over 120 partnervirksomheders måde at tænke forretning på og banet vejen for nye forretningsmuligheder gennem arbejdet med forretningsfokuseret samfundsansvar (CSR).
________________________________________________________
For yderlige information:
Green Network
Roms Hule 8, 3. sal, 7100 Vejle
Direkte: (+45) 70 25 40 70
www.Greennetwork.dk