Troels Lund Poulsen28. juni blev Troels Lund Poulsen udnævnt til Erhvervs- og vækstminister i den ny Venstre regering. Det betyder samtidig, at han stopper som bestyrelsesmedlem i erhvervsnetværket Green Network, som han efterlader i positiv vækst.

På vegne af bestyrelsen i Green Network og vores medlemsvirksomheder, vil jeg gerne sige tusind tak for indsatsen, som Troels Lund Poulsen har lagt som bestyrelsesmedlem i Green Network, og ønske tillykke med den nye ministerpost, ” siger Peter Skou, der, ud over sin formandspost i bestyrelsen for Green Network, er direktør for R2 Group i Hedensted.

Vi har haft stor glæde og gavn af Troels’ viden og erfaring, og hans aktive deltagelse i Green Networks bestyrelsesarbejde og mange besøg hos vores medlemsvirksomheder har været et værdifuldt bidrag til den vækst, som Green Network oplever i dag, ” siger Peter Skou.

Et nyt medlem om ugen

Medlemstallet i Green Network er i 2015 steget med et nyt medlem ugen, efter at erhvervsnetværket på halvandet år har tilpasset sig en ny virkelighed, hvor virksomhederne efterspørger vidt forskellige løsninger til bæredygtig vækst.

” Forretningsdrevet CSR og bæredygtighed er blevet vækstparametre for fremtidens konkurrencedygtige virksomheder, og derfor efterspørger flere og flere viden og løsninger til at udvikle sig på de her områder. Derfor kan vi i dag kan servicere vores medlemsvirksomheder inden for hele CSR og bæredygtighedsområdet, ” siger Peter Skou.

Fra lokal til international

Som led i strategiprocessen har bestyrelsen arbejdet på at løfte Green Network op på den internationale scene.

Vi har kun set toppen af isbjerget mht. mulighederne i at arbejde forretningsdrevet med CSR og bæredygtighed. Derfor har vi opbygget samarbejder med nationale og internationale aktører for at skabe adgang til ny viden, projekter og løsninger, der kan være med til at modne danske virksomheder på området, ” siger adm. direktør i Green Network Kenneth Hald Jensen.

I 2014 nåede Green Network en milepæl med udpegelsen som nationalt landekontor for CSR Europe, der forbinder 10.000 virksomheder gennem 41 landekontorer i 30 europæiske lande.

” Vores position som landekontor for CSR Europe sætter Green Networks formåen i et helt nyt perspektiv. Med så stort et europæisk videns- og kompetencecenter at trække på, bliver vi i stand til at levere de svar og de løsninger, som vores medlemmer efterspørger til at skabe bæredygtig vækst, ” fortæller Kenneth Hald Jensen.

Hvem der skal overtage Troels Lund Poulsens plads i Green Networks bestyrelse er endnu ikke afgjort.