Det nye Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst må ikke blive en gentagelse af tidligere initiativer, mener Kenneth Hald Jensen, adm. direktør i Green Network, og Christian Honoré, bestyrelsesmedlem i Green Network.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterede, sikkert overraskende for mange, et højt ambitionsniveau for CSR området med det nyligt etablerede Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst.
Hos Green Network blev vi i første omgang positivt overraskede, men vi vedkender os samtidig vores skepsis over for initiativet, som ikke må blive en gentagelse af tidligere tiltag. Vi vil derfor her give vores besyv med til dagsordenen for det nye Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst.
CSR er et konkurrenceparameter
I sin præsentation af dialogforummet i Kolding d. 23. februar lagde ministeren vægt på, at CSR er en vigtig konkurrenceparameter for danske virksomheder, og at dialogforummet netop er etableret for at rådgive regeringen om, HVORDAN danske virksomheder og samfundet får mest værdi ud af arbejdet med CSR. Det er positive takter. Moderne virksomheder har forstået, at CSR skaber værdi, og udfordringen for mange virksomheder er netop, hvordan de arbejder med det rent praktisk, så det giver den ønskede værdi og vækst for virksomheden og samfundet.
Danske virksomheder har været gode til at sætte CSR på agendaen, men selve implementeringen af de gode intentioner og områder er det naturlige næste skridt for rigtig mange virksomheder at tage – særligt for de mindre og mellemstore. Her er der vel at mærke tale om intentioner, der rækker udover at behandle medarbejdere godt og sikkert samt de klassiske miljøområder.
Hos Green Network har vi 150 CSR partnervirksomheder, der benytter os som deres ’ekstra CSR kontor’ eller sparringspartner i arbejdet med CSR. Sammen med vores partnervirksomheder arbejder vi netop med, HVORDAN CSR kan give den enkelte virksomhed værdi, og det er derfor glædeligt, at Ministeren ønsker at gøre brug af den erfaring i dialogforummet ved at udpege bestyrelsesformanden for Green Network, Peter Skou, til dialogforummet.
Tre relevante vækstdagsordener
Trods det, at vi umiddelbart er positive over for initiativet og har en gode erfaringer at bidrage med, så er det jo omvendt ret væsentligt, hvad Dialogforummet så rent faktisk vælger at beskæftige sig med, så det giver mening for virksomhederne. Sammensætningen af forummet er jo en meget blandet skare af folk med meget blandet baggrund og erfaring. Vi vil derfor give vores bud på 3 ting, som dialogforummet hurtigst muligt skal kaste sig over og rådgive ministeren om, for at sikre at intentionerne om en sammenkobling mellem vækst og CSR lykkes.
Menneskerettigheder. Siden FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv blev enstemmigt vedtaget i 2011, og disse blev inkorporeret i OECD’s guidelines for multinationale selskaber, har danske virksomheder været forpligtet til at gennemføre due diligence processer for menneskerettigheder i forbindelse med deres virksomhed. Det gælder både på produktniveau, den løbende drift af virksomheden samt større beslutninger og ændringer. Det fik den tidligere regering til at udarbejde en “handlingsplan”, der i virkeligheden ikke var en handlingsplan, men en samling af initiativer og vagt formulerede hensigtserklæringer, der mere kom til at fremstå som et “klap på egen skulder” end en konkret fremadrettet handlingsplan, virksomhederne kunne bruge i udarbejdelsen af egne strategier. Dette arbejde bør der hurtigst muligt rettes op på, da vi nu ser andre lande (senest UK, som jo er et af Danmarks store exportmarkeder) indføre lovgivning, der forpligter virksomhederne til at have styr på fx. deres supply chain. Hvis ikke danske virksomheder kan dokumentere over for deres engelske kunder, at de laver menneskerettigheds due diligence i deres egen supply chain, mister de ordrer på det engelske marked. Danske virksomheder er, i et internationalt perspektiv, ikke kommet særligt langt på dette område.
Socialøkonomiske virksomheder. Umiddelbart har de udfordringer, som danske virksomheder står med på de internationale markeder, og socialøkonomiske virksomheder ikke meget med hinanden at gøre. Sammenblandingen i dialogforummet ligner derfor mere de berømte “to fluer med et smæk” fra ministerens side, da både rådet for socialøkonomiske virksomheder og rådet for samfundsansvar er blevet lukket. Det første efter en længere tids omtumlet tilværelse. Der ligger dog en god mulighed for at undersøge, hvordan man kan begynde at skalere de socialøkonomiske virksomheder, så de får reel impact. Herunder diskutere rammerne for hvordan almindelige virksomheder kan bruge de gode elementer i de socialøkonomiske virksomheder uden at skulle ændre grundlæggende på deres modus operandi, herunder deres muligheder for at skaffe kapital, generere profit, udlodde overskud mm.
Cirkulær økonomi. Der er lavet rigtig mange gode regionale og lokale initiativer vedrørende cirkulær økonomi. I vores optik er der dog brug for to ting, hvis vi som land skal høste det kæmpe potentiale, der er i Ministerens egen undersøgelse. Ifølge denne vil en omstilling til en cirkulær dansk økonomi frem mod 2035 kunne øge BNP med op til 45 mia. kr. ekstra, svarende til en 1,4 pct. stigning, give en øget eksport på 3-6 pct., give en øget arbejdsindkomst svarende til over 13.000 ekstra job, give et reduceret dansk CO2-fodaftryk med 3-7 pct. og give et op til 50 pct. mindre ressourceforbrug.
Om de nødvendige kompetencer og et tilstrækkeligt robust mandat er tilstede i ministerens nye dialogforum vil tiden vise. Ved første øjekast ligner det meget det gamle Rådet for Samfundsansvar. Vi håber, at det nye Dialogforum har fokus på virksomhedernes konkurrenceevne, herunder hvordan vi skaber de berømte win-win-win situationer. I Green Network glæder vi os til at følge Dialogforummets arbejde og ønsker medlemmerne god arbejdslyst.