EAA

Velkommen til Erhvervsakademi Aarhus i Green Network

Erhvervsakademi Aarhus er et af Danmarks største erhvervsakademier med 4.500 fuldtidsstuderende og 3.500 deltidsstuderende. Erhvervsakademi Aarhus udbyder videregående uddannelser til og med bachelorniveau og optager studenter på baggrund af en gymnasial eksamen eller en erhvervsuddannelse. Uddannelserne er tæt på praksis, retter sig mod ansættelse i primært det private og foregår i samspil med erhvervslivet. CSR er en del af pensummet på nogle af uddannelserne.

Miljøområdet har det primære fokus på akademiets 2-årige videregående uddannelser til hhv. miljøteknolog og jordbrugsteknolog med speciale i miljø og natur. Som miljøteknolog hjælper man virksomheder med miljøforbedringer både til gavn for forbruget og miljøet, man sikrer bæredygtighed, mindsker affald, spildevand og forurening, overholdelse af miljølovgivningen og kontrol og tilsyn af arbejdet. Som jordbrugsteknolog arbejder man med naturplejeplanlægning, jord- og grundvandsforurening, spildevand, landskabsforvaltning, miljøovervågning og naturgenopretning. For begge uddannelser gælder, at der arbejdes med en praktisk tilgang. Derfor råder akademiet både over et procesanlæg i form af et bryggeri, et spildevandsrensningsanlæg, en vandboring og flere laboratorier med udstyr til miljøanalyser, hvor de studerende kan øve teorierne i praksis. Af samme grund er praktik en obligatorisk del af uddannelserne.

”Med medlemskabet hos Green Network får vi mulighed for at styrke vores netværk med virksomheder indenfor det miljøteknologiske område, dels som kommende aftagere af vores dimittender, men også som samarbejdspartnere til udvikling af tekniske løsninger til fordel for miljøet. Derudover glæder vi os til at deltage i Green Networks kurser og temadage og på den måde holde os opdateret om de nyeste tendenser og viden indenfor miljø – og naturområdet,” siger uddannelseschef Dorte Ydemann Pedersen fra Erhvervsakademi Aarhus.