KLS Pureprint logoNy partnervirksomhed lever op til verdens nok strengeste miljøcertificering

Green Network er stolte af at kunne præsentere KLS PurePrint A/S som ny partnervirksomhed.

Virksomheden har som Nordeuropas første og eneste offset trykkeri opnået den eftertragtede Cradle to Cradle certificering. En certificering som kun to trykkerier i verden har opnået.

KLS PurePrint har udviklet helt nye trykfarver, papirkvaliteter og hjælpematerialer, således at deres tryksager eller emballage er 100 % biologisk nedbrydelig og fri for skadelige kemikalier og tungmetaller. Tryksager fra KLS PurePrint kan dermed både brændes, genbruges eller komposteres, uden at det skader miljøet – til samme pris og i samme høje kvalitet. Dette er en banebrydende udvikling inden for tryksager, da selv de mest miljøvenlige tryksager på markedet i dag efterlader et restprodukt på 25%, som indeholder så skadelige kemikalier og tungmetaller, at det skal opbevares på deponi.

Se videoen af KLS PurePrint’s løsning: https://www.youtube.com/watch?v=AsuwOoNwgaI

Cradle to Cradle-certificering åbner op for nye muligheder

Cradle to Cradle er en helhedsorienteret miljøcertificering, som sikrer, at et produkt ikke forurener, ikke tærer på jordens ressourcer og at produkter efter endt anvendelse igen kan indgå i et biologisk kredsløb. Det er en af de strengeste miljøcertificeringer, man som virksomhed kan opnå. Denne cyklus er også det, der kaldes for cirkulær økonomi.

Driveren for KLS´ satsning på Cradle to Cradle-løsningen er at agere som ansvarlig virksomhed. Men foruden at være godt for miljøet og samfundet har det også været en god forretning for virksomheden:

”Mange tror, at det koster en masse at satse på miljøet. Det gør det måske også på kort sigt. Men investerer man og tænker lidt længere frem, er det en god forretning. Vi producerer i dag billigere end tidligere, da vi har nedsat vores el-, vand- og varmeforbrug pr. tryksag betydeligt”, siger Kasper Larsen, kommerciel direktør i KLS PurePrint, og fortsætter: ”Udfordringen i branchen i dag er, at tryksagerne rykker til udlandet, eller konverteres til web-baserede-medier. Vi kan ikke ændre på sidstnævnte, men vi har indflydelse på det første. Fremfor at konkurrere med udlandet på pris, skal vi satse på den grønne dagsorden og differentiere os på den måde. Det åbner også op for nye markeder indenfor f.eks. emballage”.

KLS PurePrint modtog sin bronzecertificering i maj 2015, og har allerede i maj i år opnået en Sølvcertificering. Certificeringen har skabt stor opmærksomhed og efterspørgsel på markedet, hvor flere store danske virksomheder har vist interesse i produktet. Certificeringen har desuden ledt til en række samarbejder med flere anerkendte miljø- og naturfredningsorganisationer, heriblandt Danmarks Naturfredningsforening og WWF. Samarbejder, som må betragtes som værende en blåstempling af KLS PurePrint’s løsning.

Vi ser frem til samarbejdet

Der er flere grunde til, at KLS har valgt at indgå i samarbejde med Green Network. Men helt grundlæggende er, at CSR og bæredygtighed er en del af virksomhedens DNA. Det er nu ikke længere en strategi, men måden hvorpå man driver forretning. Derfor var et partnerskab i Green Network nærliggende:

”Et partnerskab i Danmarks største erhvervsnetværk for CSR med virksomheder, der arbejder målrettet med miljø, ressourceoptimering, arbejdsmiljø og socialt ansvar, falder naturligt for KLS PurePrint. Det giver os muligheder for at udvikle vores forretning på disse områder, og samtidigt åbner det op for samarbejder med ligesindede virksomheder” udtaler Kasper Larsen.

I Green Network ser vi frem til samarbejdet med KLS PurePrint. Vi er glade for, at et af verdens grønneste trykkerier har valgt at være en del af vores partnerskabskreds, da det giver en endnu større bredde i vores partnerskare. Det er samtidigt naturligt at Green Network som CSR Hus benytter de mest bæredygtige produkter, der findes på markedet. Derfor har vi valgt at lade vores nye markedsføringsmateriale blive produceret på KLS PurePrint’s bæredygtige og bionedbrydelige løsning. Samtidigt ønsker vi at understøtte vores partnervirksomheders forretning, hvor det er muligt.

Cirkulær økonomi i Green Network

Cirkulær økonomi er et område, vi i Green Network både nu og i fremtiden vil have stor fokus på, da emnet rummer et stort potentiale for vækst, arbejdspladser og nye, innovative forretningsmodeller, der kan skabe nye muligheder for virksomhederne. Vi glæder os derfor til at kunne byde endnu flere Cradle to Cradle-virksomheder velkommen som partnere i fremtiden.

Cirkulær økonomi er kommet for at blive, fordi det både gavner miljøet og skaber forretning for de virksomheder, som vælger at arbejde med cirkularitet. I Green Network ønsker vi at understøtte denne udvikling ved at formidle viden, kompetencer og værktøjer til vores partnervirksomheder, så de får nemmere ved at skabe forretning med cirkulær omstilling. Vi tilbyder workshops, foredrag og strategisk forretningsudvikling på området.

Læs også: Green Network tilbyder: Tre trin på den cirkulære stige