logo-babysamBabySam A/S er ny partnervirksomhed i Green Network

BabySam er Danmarks største kæde for baby- og børneudstyr med et landsdækkende netværk på 29 detailbutikker samt institutionssalg og webshop.

Hos BabySam er man meget opmærksom på, at de produkter, som forhandles i koncernen, er produceret under ansvarlige forhold, såvel hvad angår miljø- som arbejdsforhold hos leverandørerne. Derfor udvælger virksomheden nøje sine leverandører ud fra principper som ansvarlighed, etik, miljø, sikkerhed og høj kvalitet:

”I BabySam arbejder vi målrettet for at sikre børns udvikling og sikkerhed gennem kompetent rådgivning og kvalitetsprodukter. Det er vigtigt for os at sikre den kommende generation, som jo også sikrer, at vi har en forretning i fremtiden”, fortæller Mette Schou Vestergaard, CSR-ansvarlig hos BabySam og uddyber:

”Vi har derfor påbegyndt en rejse mod et mere systematisk arbejde med vores sociale ansvarlighed og med at udfylde den rolle vi spiller i udviklingen af vores samfund på en måde, som giver mening for os. ”

Samarbejde med Green Network sikrer målrettet indsats

Med påbegyndelsen af denne nye CSR-rejse lå det derfor lige til højrebenet for BabySam at indgå i et partnerskab med Green Network for at sikre systematik i virksomhedens CSR-indsats og få udarbejdet en plan til gavn for både virksomhed og samfund:

”Vi har valgt at samarbejde med Green Network da vi tror på, at de kan give os en værktøjskasse til at komme vores behov for social ansvarlighed nærmere, og til at arbejde mere målrettet med vores CSR indsats”, forklarer Mette Schou Vestergaard, og afslutter med:

”Vi har viljen til at gøre det gode – nu skal vi have lavet en plan for, hvordan vi gør det, så det skaber mening for os og for det samfund, vi er en del af. ”

 

Læs mere om BabySam her.