Polar Seafood er ny partnervirksomhed i Green Network
Polar Seafood blev etableret i 1984 som et salgs- og marketingselskab for en række af selvstændige grønlandske rejetrawlere. I dag er Polar Seafood en af de største fiske- og skaldyrseksportører i Skandinavien og den største privatejede virksomhed i Grønland. Med mere end 30 års erfaring og over 900 ansatte i koncernen, fortsætter Polar Seafood sin vækststrategi, ved at investere i moderne landbaserede og søbaserede produktionsanlæg. Virksomhedens grønlandske og danske fabrikker er fødevarecertificeret efter internationale standarder på højeste niveau og Polar Seafood har dermed hånd om hele processen fra fangst til levering, hvilket er helt afgørende for virksomheden:
”Hos Polar Seafood er vi opmærksomme på både negative og positive konsekvenser af vores forretning, og vi forholder os aktivt til den omverden, som vi er en del af. Vi ser mange fordele ved at arbejde aktivt med CSR, og med partnerskabet med Green Network tror vi på, at vi får en platform, hvorfra vi hele tiden kan udvikle og forbedre os på CSR-fronten”, fortæller Thomas Holmstrup, CSR ansvarlig hos Polar Seafood.
Samarbejde vejen frem
Hos Polar Seafood er man overbevist om, at man i samarbejde med Green Network kan opbygge de rette kompetencer og løsninger til at sikre, at man altid er på forkant med både lovgivning og regler. På den måde sikre virksomheden, at kravene fra både kunder og myndigheder imødekommes, samtidig med, at der sendes et klart signal til omverdenen om, at man tager sit samfundsansvar alvorligt.
”Vi tror på at samarbejdet kan forberede os til at være på forkant med lovgivning og regler og dermed sende et stærkt signal til omverdenen om, at vi tager del i samfundsansvaret. CSR skal ikke blot være noget vi lever med, men noget vi kan leve af”, siger Thomas Holmstrup.
Læs mere om Polar Seafood her.